Der var engang en skibsproviantering
på Hundested Havn
... OG DET ER DER STADIG
Vi har med cafe Proviant ønsket at skabe en hyggelig cafe, med fokus på den gode stemning og den gode kvalitet. Vi holder til i Alfred Warrer’s gule Købmandsgård – den gamle skibsproviantering, som går mere end 100 år tilbage har en god og værdig historie.
Byens fiskere handlede her på kredit – og beløbet forfaldt først efter at fangsten var blevet solgt på havnens fiskeauktion. Fiskernes familier handlede på kredit indtil fiskeren kom hjem fra havet. Skibsprovianteringen var således vigtig for byens liv og fiskerfamilierne. Og når fiskerne kom hjem, blev der travlt i baglokalet, hvor der var smugkro. Helt op til slutningen i 80erne trivedes det sociale liv i de lokale smugkroer hos de mange købmænd i byen. Og der var mange købmænd.
Hos Hundested Lokal arkiv
http://hundestedarkiv.dk/index.html kan man i ”Julehæftet 1995” læse om de mere end 25 købmænd i Hundested - i tiden ” Der var engang”
Med den fineste udsigt over havnekajen, det gule tog, badestranden ”trekanten” og Rørvig færgen, ønsker vi at servere god mad, vin, øl og kaffe til dig og proviantere til den gode stemning. Vi serverer mad, som vi selv synes smager godt. Vi har prøvet os lidt frem og er i skrivende stund kommet frem til vores gæster er vilde med vores burger og med vores ”grønne mad”, som tilgodeser de af vores gæster, som værdsætter den vegetariske kost. Vi kan således tilfredsstille både den ene og den anden mave.
Min egen historie er, at jeg er vokset op i byen fra 1965-1985, i det gamle Hundested, dengang hvor der blev fortalt mange røverhistorier og hvor der var Hundested fiskere og de mere stivfingrede Lynæs fiskere. På havnen kan man stadig være heldig at møde den gamle vodbinder eller smeden. Kik efter det gamle værksted på hjørnet ved Hundested kro og døren, hvorpå der står ” SFO for voksne ” Der er de gode for en øl, men også gode for at udføre lidt smedearbejde for under ”en hund”
Hundested og Lynæs havde en gang flere bådebyggerier, der var en Motor-og Propeller fabrik, som daterer tilbage til 1928 og der sejlede to færger mellem Hundested og Grenå.
Jeg er så heldig stadig at have min snart 90 årige far Frits boende i byen, som er gammel færgemand. Sku man møde ham hernede en dag, så har han sikkert en god historie at fortælle.
Er du interesseret, kan vi også skaffe den lokalt producerede film ” Verden ifølge Hundested ” eller ”Den sidste PÆL”- et tilbageblik på tiden omkring 1969-1973 og de gamle bundgarnspæle fiskere.
Min familie, og jeg især, havde et ønske om at komme tilbage til Hundested og byens nye friske puls. I begge ender, ved Lynæs Havn og omkring Hundested Havn inspireres man og der er masser af liv og kræfter, som vil det bedste for byen. Til byen hører også det gamle fiskeleje Kikhavn og den gamle landsby Torup, som lige nu er udnævnt til årets landsby 2019. Tillykke Torup!
Det er en stor glæde, at få lov at være en del af udvikling i og omkring Hundested. Jeg bliver så stolt over min gamle by – her på spidsen af Halsnæs.